Fra onsdag den 29/11 kan vi kalde os rigtige afrikanere. Ezai havde hjulpet os med at kunne komme til Kribi, som er et turist sted i det sydlige Cameroun. Vi kunne dog ikke helt beslutte os omvi skulle tage af sted eller ej. Men onsdag aften klokken 20 besluttede vi, at vi gerne ville afsted den næste morgen, så vi fik pludselig travlt med at pakke. Ud over at skulle pakke det vi skulle have med til Kribi, skulle vi også have pakket alt andet ned, da vi ikke kunne bo ved det samme sted, når vi kom hjem fra Kribi. Torsdag morgen skulle vi så afsted mod Kribi. Da vi ikke gad at slæbe alt vores bagage med til Kribi, fik vi opbevaret det hos Francois. Om morgenen kom der derfor 2 mænd på deres motorcykler og vores store kufferter blev ellers spændt godt fast derpå. Vi har aldrig set så meget spændt på en motorcykel.
Turen til kribi var en næsten 4 timer lang bus tur. Vi havde en guid med, som hjalp os med at købe billet, komme på bussen og viste os rundt i Kribi. Bussen lignede en dansk bus, der var dog ingen aircondition, så det var vildt varmt da vi kom ind i bussen. Det blev heldigvis køligere da vi kørte, da man kunne åbne en del vinduer. Bussen var ikke proppet, som man nogle gange har hørt om, hvilket var dejligt. Der sad dog nogle på skamler i mellemgangen. Noget sjovt var, at der mens vi kørte kom sælgere ind i bussen, som solgte sodavand, vand, brød mm. Når vi kørte forbi mindre byer satte bussen hastigheden ned og sælgerne løb efter bussen og råbte "arachides, arachides, arachides"(som betyder jordnødder) eller hvad de nu ellers solgte og så kunne man lige købe noget ud af vinduet. Efter 4 timers bustur ankom vi endelig til hotellet. Noget andet lidt sjovt var, at hotellet var helt pink, så ret tøset kan man vidst godt sige. Udover dette lagde det helt nede til vandet. Vi var der til søndag og vi nød de 4 dage vi havde ved vandet. Vi så blandt andet den fantastisk flotte natur og et vandflad. Vi var på en virkelig flot bådtur for at komme ud og se pygme folk, som er lever helt ude i skoven. Det var lidt spændende at se hvordan de levede. Det var generelt dejligt at have nogle dage væk fra storbyen Douala, hvor vi kunne få slappet af og badet ved havet.
Efter 4 gode dage på Kribi var vi desværre så uheldige, at Agnete ramte ind i sygdom. Hun vågnede op til feber, kvalme og hovedpine mandag morgen. For jer lyder det som en gang influenza, men vi blev nød til at slå alarm, da det også er symptomer for malaria. Vi tog derfor ind på hospitalet sammen med Francois, for at få det tjekket og taget en blodprøve. Da vi er hvide og lægen sikkert tænkte hun kunne tjene en masse penge på os, mente hun, at Agnete skulle igennem 7 forskellige test og vi var der jo blot for at få tjekket om det var malaria eller ej, hvilket kan gøres med en enkelt blodprøve. Her betaler man for at gå til lægen. På vej over for at betale for alle prøverne mødte vi heldigvis en anden læge, som var en af Francois venner. Han mente dog, det var helt skørt og unødvendigt, at hun skulle gennem alle de prøver. Vi besluttede derfor, kun at betale for blodprøven og hvis hun efter nogle dage stadigt var syg, kunne vi jo altid få lavet flere prøver. Vi fik først svar på blodprøven og torsdagen. Den var negativ, så det var slet ikke malaria, men nok nærmere at hun havde spist noget, som maven ikke kunne tåle.
Efter nogle dage med sygdom er vi nu tilbage til hverdagen. I fredags var vi på skolen. I denne uge har de eksamener, hvilket betød at vi igen igen fik lov til at være med til at rette prøver. Denne gang skulle vi dog kun rette 1 klasse, så der var ikke så mange prøver. Vi tog dem med hjem og sad ellers og hyggede os med det. Efter nogle timer, kunne vi endelig slappe af med en gang julekalender.
I weekenden har vi været sammen med Francois familie og i dag i kirken. Lørdag aften besøgte vi Jeremie, som er søn af kirkepræsidenten fra Garoua og bor her i Douala. Før vi kørte fra Francois spurgte han: "hvad er det første i gør, efter at have sat jer i bilen i Danmark og vi svarede at tage sikkerhedsselen på". Han svarede no, no, we pray og forklarede os, at det var vigtigt at bede for at man kom sikkert frem, hvilket vi selvfølgelig også synes er godt at gøre. Vi kørte fra Francois ved 19 - tiden og ankom en time senere, selvom der kun var 20 km. Det skal dog siges, at trafikken var helt kaotisk. Vi holdte i kø i over en halvtime. Der er kryds, men uden lysreguleringer. Der står dog politimænd og prøver at diagere trafikken rundt, og det virker nogenlunde. Selvom trafikken kan virke meget mrekaotisk end herhjemme har vi vænnet os til det.
Nu går vi de sidste 4 dage i møde. Vi synes det er helt utroligt, at tiden er gået så hurtigt. Vi husker det som i går, at vi stod og sagde farvel i Billund. Vi nyder vores sidste dage her, men ser også frem til at komme hjem. Gem lidt sne til os, mens vi nyder det sidste sol her.
